I børnehaven er der plads til store armbevægelser: Her har børnefællesskabet masser af plads.
Vi arbejder på at skabe rummelige fællesskaber, hvor alle børn kan deltage og udvikle sig. Vi har fokus på at børnene udvikler stærke sproglige og sociale kompetencer, der gør det muligt for dem at træde ind og ud af lege, at deltage i større fællesskaber og kunne håndtere små såvel som store følelser.
Vores uge byder på mange aktiviteter, både skemalagte og spontane. Vores hverdag har i det hele taget en tydelig struktur, som både børn og voksne kender. Men vi kan også flytte rundt og reagere, hvis det er nødvendigt. Det kan fx være, hvis børnegruppens sammensætning kalder på noget andet end det planlagte, at vejret er særlig godt - eller vi bare får en god ide.
Morgen
Vi åbner klokken 7, hvor vi samles børnehave og vuggestue på 1. sal hos Krudttønden. Her er der også mulighed for at spise morgenmad. Er der nogle af børnene, der har behov for at lege og bevæge sig lidt mere, åbner vi Tronsalen. Omkring klokken 7.30-8.00 går vi ned i børnehaven, hvor børnene har mulighed for at lege stille og roligt.
Vi hjælper børnene med at finde ind i lege og aktiviteter ved at tilpasse og afgrænse læringsmiljøerne. Det gør vi med simple remedier, som fx et tæppe, tape på gulvet eller ved at sætte konkrete ting frem. Det gør det nemmere for børnene at blive inspireret, finde ind i lege og opdage, hvor de kan deltage. Vi forandrer og tilpasser læringsmiljøerne efter børnegruppen, sådan at vi tilgodeser såvel de større børns behov som de børn, der lige er startet i børnehaven.
Formiddag
Klokken 9 har vi morgensamling. Her spiser vi brød, synger sange, taler måske om ugens bogstav, om hvad vi skal i løbet af dagen, om hvilke børn der er i børnehave, hvilke voksne som er her og hvem af dem, der er i børnehaven sent om eftermiddagen. Hver dag er der et barn, der deler rugbrød ud og et, der vælger sang. Det går på skift og er et ansvar, som børnene er meget glade for.
Efter samling begynder formiddagens aktiviteter. Det kan være, at Uglebørnene, som er vores ældste børnehavebørn, skal til Mikrodiamant, måske en anden gruppe skal til rytmik, Græshopperne, som er de yngste børnehavebørn, skal spille fodbold, andre skal på tur og nogle bliver inde på stuen for at lege dér. Her er børnene ofte inddelt i mindre grupper, der tager hensyn til både deres alder, behov og relationer.
Frokost
Klokken 11 er det frokosttid. Her spiser vi med undtagelse af Uglebørnene altid på egen stue og gør meget ud af, at det skal være genkendeligt og trygt at samles om måltidet. Hver dag er der er ét barn fra hvert bord, der hjælper med at dække bord, hælde vand op og hente mere af noget, hvis det mangler. To af Uglebørnene fra hver stue spiser på skift frokost sammen på gangen. Her har de mulighed for at øve sig i at være lidt længere væk fra de voksne, får lov at være fire børn alene sammen og måske selv løse en konflikt, hvis der opstår en - eller hente en voksen, hvis det er nødvendigt.
Eftermiddag
Efter frokost er vi oftest på legepladsen. Her kan det være, at børnene cykler, løber, leger fangeleg, gynger, klatrer i træer eller måske fordyber sig i sandkassen. Også her har Uglebørnene mulighed for at øve sig i at kunne lidt mere end de mindre børn: Mellem 13.00-13.30 har de lov at lege alene indendørs på stuerne - hvis de har forældretilladelse.
Klokken 14 spiser vi frugt på stuen og fra 14.45-15.15 er der afslapning. Her dæmper vi lyset, lægger madrasser ud og sætter noget rolig musik på. Nogle børn ligger ned og falder i søvn, nogle hviler sig bare og nogle sidder måske og tegner. Fokus er, at vi alle tager en pause sammen, hvor vi kan fordøje dagens indtryk og lige puste ud. Herefter tænder vi igen lyset og gør legeområder klar og starter stille op igen med eftermiddagens aktiviteter, inden børnene så småt begynder at blive hentet.
Klokken 17 lukker børnehaven. Vi siger tak for i dag og på gensyn i morgen.